Efter en lang periode med corona og nedlukninger i 2020 samt første halvdel af 2021, har det været forfriskende igen at kunne modtage udenlandsk besøg i ENERGI & VANDs Showroom. Mellem de mange nationale faggrupper, gymnasieklasser og bestyrelser som har været en tur forbi Showroomet, har vi også haft besøg af en israelsk innovations-delegation, DANIDA med bl.a. kenyanske og kinesiske vand- og energieksperter samt en gruppe amerikanske studerende fra DIS – Study Abroad in Scandinavia.
Fælles for dem er ønsket om at se de bedste idéer, processer og projekter inden for HOFORs og Københavns Kommunes arbejde for at skabe en CO2-neutral hovedstad, med fokus på vand- og energiforsyning samt klimatilpasning.
Det interaktive Showroom, som størstedelen af tiden modtager interesserede besøgende fra Danmark, kan med et enkelt klik omstilles til en engelsk udstilling, og derved fremvises for mange forskellige aktører fra dag til dag. Alsidigheden og den lette omstilling betyder at Showroomet også fremover skal bruges i ENERGI & VANDs mange projekter, bl.a. til formidling af klimatilpasning af Harrestrup Å og til undervisning af lærere og elever inden for emnet factfulness.