E&V udvalgt som Programpartner til UIA 2023

UIA logo

UIA logo

2023 kommer til at stå i arkitekturens tegn når København udnævnes som World Capital of Architecture. Det betyder, at København skal være vært for World Congress of the International Union of Architecs (UIA) i juli 2023 med forventet deltagelse af 10-15.000 arkitektur-glade gæster fra hele verden.

ENERGI OG VAND er i den forbindelse udvalgt som programpartner med projektet ’En levende fortælling om Harrestrup Å – Københavns største klimatilpasningsprojekt og naturområde’. Projektet støtter op om temaet ’vi har naturen til fælles’ med fokus på hvordan vi skal leve, bo og bygge med respekt for naturen og planetens grænser.

Vi glæder os her på ENERGI & VAND til at udvikle forskellige formidlingsprojekter, som løbende tilbydes et væld af besøgende gennem hele 2023. Vi vil bl.a. tilbyde:

  • Besøg i vores showroom så borgergrupper kan få en indsigt i Harrestrup Å-projektet, fra historisk perspektiv til innovative klimatilpasningsløsninger.
  • Undervisning i klimatilpasning for skoleelever ved besøg i showroomet kombineret med en tur til Damhusengen og en Virtual Reality-tur i Vigerslevparken.
  • VIP-tur, både under kongressen i juli 2023 men også gennem resten af året. Her vil projektet ’En levende fortælling om Harrestrup Å’ tilbydes som et særarrangement målrettet arkitekter, byplanlæggere og politikere fra ind- og udland. Forløbet vil være en kombination af at besøge E&V’s showroom samt fysiske besøg langs Harrestrup Å, hvor droneflyvning, GIS-data, VR-briller og podcasts vil blive en del af den levende fortælling.

Selvom kalenderen stadig kun siger 2021, er vi allerede gået i gang med forberedelserne til arkitektåret 2023. Vi glæder os til undervejs at fortælle, undervise og formidle meget mere om et af Danmarks største klimatilpasningsprojekter.

 

Energi & Vand