Overborgmester sætter fokus på undervisning i Danmarks største klimatilpasningsprojekt

Elever og borgmester hiver ruse op

6.A fra Lykkebo Skole og Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen hiver ruse op

Elever fra 6.A på Lykkebo Skole sejlede i sidste uge ud på Damhussøen sammen med overborgmester Sophie Hæstorp Andersen og ENERGI & VAND, for at undersøge søens tilstand. Eleverne skulle både tage vandprøver og hive en ruse op, samt undersøge Damhussøens mulige funktion som reservoir for fremtidens store regnmængder. Alt sammen fra ENERGI & VANDs båd, som netop har fået ny CO2-neutral el-motor.

Eleverne har gennem et intensivt partnerskabsforløb arbejdet med klimatilpasningen af Harrestrup Å. Udover undersøgelse af Damhussøens tilstand har de arbejdet med modellering for, hvordan lokalområder kan klimatilpasses, samt med konkret at designe, udvikle og teste klimatilpasningsløsninger for Harrestrup Å.

Netop Damhussøen og Damhusengen er hjertet i Danmarks største klimatilpasningsprojekt ’Harrestrup Å – Kapacitetsplanen’. Projektet har grene ud i ti kommuner i Region Hovedstaden, og her ved Damhussøen og Damhusengen findes det ubetinget største reservoir af skybrudsvand på hele 1 mio. m3. Fremtidens store regnmængder har med andre ord stor betydning for søen og lokalområdet. Klimatilpasningen af Harrestrup Å kommer til at transformere regionens områder og infrastruktur til en grøn og blå by med høj ’liveability’ for byens borgere. En sådan transformation kræver en stærk lokal forankring, gennem bl.a. formidling til børn, unge og voksne, og det er her ENERGI & VAND kommer ind i billedet.

Seljturen afsluttes desværre uden fangst i rusen – Overborgmesteren siger tak for turen til 6.A og for at have delt deres viden om Damhussøen og Harrestrup Å projektet.

Fakta

Lykkebo Skole og ENERGI & VAND har indgået et skolepartnerskab om Klimatilpasning, hvor eleverne dels får faglig viden om klimatilpasningen af Harrestrup Å og eget lokalområde, og dels får styrket deres handlekompetencer ift. selv at kunne agere i den grønne omstilling.

ENERGI & VAND