Der arbejdes for tiden intenst på ENERGI & VAND med opbyggelsen af showroomet Den Bæredygtige By. Showroomet åbner i 2020 og skal vise, hvordan der arbejdes med bæredygtig byudvikling i hovedstadsområdet.
Før i tiden har E&V hovedsageligt fokuseret på formidling til børn og unge, men showroomet bliver designet til en ny målgruppe: byplanlæggere, politikere, eksperter og studerende fra ind- og udland, som vil lære om HOFOR’s og Københavns Kommunes arbejde med at bygge et bæredygtigt Storkøbenhavn. Dermed markerer showroom-projektet en vigtig del af E&V’s transformation til et Living Lab som ikke bare underviser børn og unge, men også arbejder med formidling, showcasing og borgerinddragelse i bæredygtige byløsninger på et professionelt niveau.
I april nåede E&V sammen med samarbejdspartnerne en milepæl: Færdiggørelsen af en ”designskitse” som beskriver showroomets overordnede fortællinger. Emnerne vil spænde bredt: Fra de politiske dimensioner af byudvikling i København til HOFOR’s arbejde med nye forsyningsanlæg og teknologier. Fra de helt lokale og borgernære byløsninger til FN’s verdensmål for global udvikling. Udstillingen vil kombinere interaktive touch-vægge, fysiske modeller og virtual reality, og give de besøgende et fascinerende og lærerigt indblik i bæredygtig byudvikling.
Næste skridt er at tage første spadestik til den helt nye bygning, som ud over showroomet også vil huse professionelle konferencelokaler. På E&V arbejder vi videre med alle de nye projekter, og glæder os til at kunne byde gæster indenfor i vores nye, spændende faciliteter.