Undervisningsmetoder
ENERGI & VAND Science Centers kernekompetence er innovativ hands-on undervisning af folkeskoleelever i Hovedstadsområdet, inden for energi- og vandforsyning, klima og klimatilpasning i fortid, nutid og fremtid, altid set i et bæredygtighedsperspektiv.
Principper for undervisningen på ENERGI & VAND Science Center
På ENERGI & VAND Science Center arbejder vi med meningsmæssigt interessante læringssituationer. Undervisningen tager udgangspunkt i en relevant problemstilling, som eleverne kan forholde sig til. Det kan tage udgangspunkt i elevernes hverdagsliv, men det kan også tage udgangspunkt i en ekstrem situation, som f.eks. en stormflod eller 1000-års regn.
Undervisningen er differentieret mellem klassetrin og målrettet henholdsvis indskoling, mellemtrin og udskoling. Hos indskolingen er det leg og læring, der er i fokus. Det konkrete og grundforståelser i forhold til energi- og vandforsyningssystemer er i fokus hos mellemtrinnet, og det abstrakte og identitetsskabende er i fokus hos udskolingen.
På ENERGI & VAND Science Center oversættes abstrakt viden til interaktive modeller og 3D. Undervisningen er sanselig og hands-on orienteret, og der anvendes provokationer, der skaber ekstra opmærksomhed og nysgerrighed hos eleverne. Vi arbejder bevidst med de rigtige faglige begreber indenfor miljø- og naturfag, og vi benytter en undersøgende tilgang til de faglige problemstillinger.
Undervisningen opfordrer eleverne til at anvende divergent og konvergent tænkning. Eleverne skal både løse konkrete opgaver, som eksempelvis regneopgaver, og kreative opgaver med mange forskellige løsningsmuligheder, for eksempel bygning af prototyper.
Undervisningen veksler mellem gruppearbejde, film og spil og dialog med underviseren.
Undervisningen foregår altid i unikke og autentiske læringsrum. Læringsrummene er designet specielt til de undervisningsforløb, der finder sted i dem og er meget anderledes end klassiske undervisningslokaler.