Elever uddannes i bæredygtig drikkevandsforsyning og klimatilpasning

7.X arbejder med at skabe klimatilpasning på tværs af kommunegrænser.

7.X arbejder med at skabe klimatilpasning på tværs af kommunegrænser.

7.X fra Lykkebo Skole har netop afsluttet et TURBO-forløb af to ugers varighed på ENERGI & VAND. Eleverne har haft mulighed for at fordybe sig i emnet drikkevandsforsyning og klimatilpasning gennem et intensivt forløb, der afsluttedes med en imponerende udstilling for hele skolen, samt elev-til-elev undervisning for skolens 4.klasser. Eleverne har skiftevis arbejdet på skolen og med faglige forløb på ENERGI & VAND, og i samarbejde med lærerne er det lykkedes at sikre et imponerende højt fagligt niveau hos eleverne. Målet er bl.a. at skabe øget kendskab og medejerskab til klimatilpasningen af Harrestrup Å. Lykkebo Skole ligger tæt på Harrestrup Å, som over de næste par år skal gennemgå en massiv klimatilpasning, for at kunne håndtere fremtidens vandmængder under skybrud, bl.a. ved at etablere et skybrudsbassin på Lykkebo Skole. Mange elever kender Harrestrup Å som lorte-åen, fordi der historisk har været overløb fra kloakkerne hertil under kraftig regn. Den klimatilpassede Harrestrup Å skal sikre bedre hygiejne og sanitet i hele Hovedstadsområdet, ved at aftage regnvand fra skybrud og transportere det væk inden det havner i kloakkerne.

Tilbage i klassen undervises Lykkebo Skoles 4.klasser i drikkevand og klimatilpasning ud fra modeller, plancher og oplæg som eleverne selv har lavet.

Eleverne er kommet rundt om emnerne vandforsyning i samfundet, bæredygtig drikkevandsproduktion og klimatilpasning af Harrestrup Å, samt planerne for klimatilpasning på Lykkebo Skole, og har endda foretaget opmålinger af jordbunden på egen skole for at vurdere mulighederne for LAR-løsninger (Lokal Afledning af Regnvand) på skolen. Begge parter har været begejstrede for forløbet, der med sikkerhed har løftet elevernes faglige niveau og givet dem et øget kendskab til klimatilpasningsplanerne i lokalområdet.

ENERGI & VAND