Det er ikke til at tage fejl af, at vi på E&V er glade for det partnerskab mellem Københavns Kommune og HOFOR, som vi har været en del af i mere end 25 år. Sammen sørger vi for at mere end 22.000 børn og unge årligt bliver inddraget og undervist i den grønne omstilling af Storkøbenhavn inden for forsyningsområdet.
Vores uddannelses-industrielle partnerskab er med til at sikre virkelighedsnær, praksisfaglig undervisning, et fokus på at styrke fremtidens grønne kompetencer samt at etablere en grundlæggende nysgerrighed inden for STEM- og forsyningsområdet.
Og det er kvaliteter som flere har fået øjnene op for. Vi har derfor gennem det sidste års tid samarbejdet med den internationale vindorganisation WindEurope, som har til opgave at fremme vind-industrien i Europa.
Sammen har vi udviklet et europæisk lærermateriale omkring ’design og test af vindmøllevinger i Makerspace’. Her udvikler og tester elever vindmøllevinger og får derved erfaring med virkelighedsnære problemstillinger, cykliske arbejdsprocesser samt succesoplevelsen ved at arbejde systematisk med STEM-området.
Det at E&V styrker grønne, praksisfaglige kompetencer gennem uddannelsespartnerskaber er sidenhen blev opfanget af den Europæiske Kommission. I marts var E&V’s Videncenter inviteret til Bruxelles for at dele erfaringer fra vores uddannelsespartnerskab med repræsentanter fra Uddannelsesministerierne fra EU’s medlemslande.
I samme forbindelse besøgte repræsentanter fra Kommissionen E&V i april, sammen med en blandet delegation fra den danske og Europæiske uddannelsessektor og industri. Formålet med besøget var at opleve E&V’s uddannelsesvisioner, elevundervisning og fysiske opbygning.
E&V’s rolle som fyrtårn for veletablerede uddannelses-industrielle partnerskaber er en inspirator for den udvikling som Europa står over. Gennem bl.a. EU’s ’Clean Industrial Deal’ og ’Union of Skills’ har EU fokus på at styrke sin konkurrencemæssige rolle bl.a. inden for den grønne omstilling. Og her er praksisfaglige kompetencer samt motivation for at indgå i STEM-området en helt central brik i spillet.
Fotocredit: WindEurope