Tak til alle som kom forbi ENERGI & VAND’s Åbent Hus event og nød en dag fyldt med vind-inspirerede aktiviteter for store og små.
Da København i starten af april lagde by til den internationale vind-konference WindEurope Annual Event 2025, åbnede E&V dørene op for det storkøbenhavnske lokalsamfund. I løbet af dagen lagde over 500 besøgende vejen forbi til leg og læring i E&V’s interaktive læringsrum.
Sejlbåde blev bygget og testet på E&V’s å-løb. I Makerspace var der konkurrence om, hvem der kunne bøje de mest effektive vindmøllevinger – selvfølgelig ved at teste vingerne mod E&V’s store vindblæser. I klimatilpasningsværkstedet flød fortællingen om skybrud og stormflod, mens de besøgende kunne dyste i spillet Vindkraft: hvem opsætter flest vindmøller, ved at klare sig udenom de mange forhindringer? I Showroomet så de besøgende en 180˚-film om teknologiens betydning gennem tiden, og kunne teste deres intuitioner om vedvarende energi gennem Factfulness-lege.
…og meget, meget mere. Udover alle de vind-relaterede aktiviteter, åbnede vi også op for en gammel klassiker: en tur igennem kæmpetoilettet. Dagen igennem stod der en kø af nye besøgende samt gengangere, som alle blev skyllet ud i toilettet, for derefter at opleve rejsen gennem 1800-tallets kloakker op til vores moderne spildevandssystemer.
Det var i sandhed en skøn dag.
Vi glæder os allerede til at holde åbent hus igen i efteråret 2025. Dato kommer senere.
Indtil da: ha’ en rigtig god sommer!
Foto credit: WindEurope