Damhusenges Skole står over for en større ombygning, som netop er sat i gang. Den nye skole skal også klimatilpasses, og derfor har Collaboratorium for Klimatilpasning inddraget 20 stærke elever i processen. Eleverne er blevet klædt fagligt på til at komme med kvalificerede og realistiske bud på ombygningen af skolegården og sætte det i relation til vandets strømningsveje, klimatilpasnings- og LAR-løsninger. Eleverne har gennemført et tre-dages forløb. Den første dag foregik på skolens område med indsamling af højde- og jordbundsdata, der skal gøre eleverne klogere på hvordan vandet løber på området, og hvor det kan sive ned. Dag to foregik på ENERGI & VAND hvor eleverne brainstormede ideer til den nye skolegård, og på den tredje dag overleverede eleverne deres ideer til TRUST og indgik i en co-design proces af delelementer i skolegården.
Blandt elevernes ønsker var flere boldbaner til de store elever, frirum i rolige omgivelser, mere street art i skolegården og legeredskaber med indbygget klimatilpasningsfunktion.
Både elever og lærere har været begejstrede for forløbet: “Eleverne har fået så meget ud af det. De går pludselig rundt og kigger efter faskiner og nedgravninger i byen. Det giver noget at blive undervist i det, der sker, lige her og nu. Ikke i Kina eller Brasilien men lige her. Det er meget nærværende” udtaler Ivan, som er lærer på Damhusengens Skole.
Også landskabsarkitekterne har været positive over SkoleCollab forløbet: “Det har været dejligt at lave elevinddragelse med elever, som har en rummelig forståelse, og som har en forhåndsviden om de tekniske forhold og mulighederne for klimatilpasning” udtaler en af de tilstedeværende landskabsarkitekter.
Landskabsarkitekterne tager herefter idéerne med sig videre i processen, når skolegården på Damhusengens Skole skal detailplanlægges.
På ENERGI & VAND er vi rigtig stolte af elevernes resultat, og samarbejdet med elever, lærere og TRUST, og glæder os til at se den nye klimatilpassede skolegård.