På ENERGI & VAND er SkoleCollab nu gået i luften, som skal inddrage børn og unge i klimatilpasningen af egen skole eller lokalområde. I fremtidens smarte og grønne by skal der være klimatilpasningsløsninger som forbedrer livskvaliteten. Løsninger som bliver til gennem partnerskaber og co-creation processer. ENERGI & VANDs SkoleCollab aktiviteter støtter op om netop denne tænkning, og vi har derfor indgået verdensmålspartnerskaber om klimatilpasning med tre københavnske folkeskoler, gennem Verdensmålssekretariatet i ABU. Korsager Skole, Damhusengens Skole og Lykkebo Skole ligger alle tre i umiddelbar nærhed til Harrestrup Å, som over de næste par år skal gennemgå en massiv klimatilpasning, for at kunne håndtere fremtidens vandmængder under skybrud.
Skolernes lokalområder, skolegårde og fodboldbaner er berørte af projektet, og derfor er ENERGI & VAND gået ind i partnerskabet, der bl.a. omhandler reel elevinddragelse i klimatilpasningen af egen skolegård eller lokalområde via ENERGI & VANDs SkoleCollab. Målet med SkoleCollab er at anvende drone- og GIS-understøttede visualiserings- og inddragelsesmetoder med børn og unge i en undervisningssammenhæng, for at sikre deres medejerskab og bidrag til klimatilpasningen af de lokale børnelivsarealer. Det konkrete arbejde i SkoleCollab består bl.a. af opmåling af lokalområdet med drone, og ud fra dronedata og den nationale højdemodel lave en meget præcis ESRI baseret højdemodel i 3D, indarbejde denne højdemodel i et visualiseringsredskab der hedder Build A World (BAW), og endelig at inddrage skoleeleverne i at udvikle klimatilpasningsløsninger i den smarte by, som kan testes af i BAW i forhold til hvordan skybrudsvandet bevæger sig.

Inddragelses-processen med de tre skoler er allerede startet op, og ENERGI & VAND glæder vi os til at arbejde med læreres, elevers og skolelederes ideer til den lokale klimatilpasning ude på skolerne i det nye år.