Mobile Science Center

IMG_0868ENERGI & VANDs Mobile Science Center faciliterer undervisning på skoler og deltager årligt i store events som Dansk Naturvidenskabsfestival og Forskningens Døgn. Mobile Science Center kommer ud til en bred målgruppe og kan på en anderledes, sjov og hands-on orienteret måde berette om miljørigtige vandforsyningsløsninger, klimaforandringer og klimatilpasning.
Faciliteter
Mobile Science Center består af to containere der foldes ud til spændende, interaktive læringsrum. Den ene container fokuserer på klimatilpasning og er udstyret med et stort toilet, som man kan kravle igennem, kloak med rotter og bleer, og en kælder, som man kan komme ned til fra et parcelhus på taget af containeren.  Den anden container har ‘vand’ som sit tema og er udstyret med bl.a. en skybrudsmodel og film om vores kloaksystem.
Elementerne i Mobile Science Center giver eleverne mulighed for at lære naturvidenskab på en helt ny måde. Undervisningsformen sætter fokus på innovation, forsyningsteknologi, klimaforandringer og klimatilpasning på et højt fagligt niveau.
Undervisningstilbud
Mobile Science Center tilbyder to undervisningskoncepter:
Vandets vej i fremtidens klimatilpassede by (3.-4. klasse)
Klimaforandringer og fremtidens klimatilpassede by (5.-6.klasse)
Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, Rødovre og Vallensbæk kan få Mobile Science Center på besøg gratis i en uge om året. Læs mere om, hvad det kræver at få Mobile Science Center på besøg i dette infobrev.
Hvem står bag?
Mobile Science Center dannedes op til klimatopmødet COP 15 og startede som et samarbejde mellem Miljøtjenesten i Københavns Kommune og Amager Ressourcecenter (ARC). I 2013 blev Hovedstadens Forsyningsselskab HOFOR partner i stedet for ARC og Mobile Science Center blev omdannet, således at HOFORs virke tydeligt træder frem i de to containeres indretning, udtryk og aktiviteter. Under udviklingen af Mobile Science Center har R98-fonden, Sonnenkraft og Danfoss desuden fungeret som teknologipartnere. Naturfagssatsningen i Københavns Kommune, IDA, Medema, Isodor og Modeldampklubben har desuden bidraget med sponsorater og anden hjælp.
Kontakt og booking
Patrick Rosenkjær
Tlf: 27 77 02 66
Mail: y69b@buf.kk.dk